30072016091420
Københavns Befæstning
  • Søg

Kastrupfort

Fra forsvarsværk til forlystelsespark og senere kaserne for den tyske Værnemagt. Kastrupfort har haft mange anvendelser igennem tiden.

På Kastrupfort kan du gå tur i de grønne områder, mens det gamle anlæg fortæller om fortets militære historie som en del af Københavns Befæstning. Men Kastrupforts historie sluttede ikke ved nedlæggelsen af dele af søbefæstningen i 1920. 

I 1930’erne var fortet forlystelsespark med liv og glade dage, og under 2. Verdenskrig brugte besættelsesmagten fortet som kaserne – og henrettede måske desertører i kasematterne. I betonmuren er der stadig spor af projektiler, der borede sig ind i væggen.

Den dystre del af historien står i kontrast til de idylliske omgivelser, som i dag er yndet udflugtsmål for familier og børneinstitutioner. Du kan få en hyggelig dag i det grønne, med en enestående udsigt til Sverige – og historiens fascinerende åndedrag i nakken.


Skoletjenesten på Københavns Befæstning

- oplevelse før oplysning

På Københavns Befæstning får eleverne konkretiseret fortiden. Når de går på opdagelse i de mørke gange med lommelygter, når de forestiller sig livet som soldat i soldaterlejren, eller når de ser graffitien på fortets mure og diskuterer kildekritik og kulturarv.

Omdrejningspunktet for undervisningen er, at eleverne kan ”røre ved historien”. De leder efter historiske spor, læser originale breve eller løber granatstafet - og får en fysisk fornemmelse af de historiske fakta. 

Københavns Befæstning skaber mulighed for at forankre din undervisning udendørs og i lokalområdet og Skoletjenesten tilbyder undervisningsforløb i en bred vifte af fag, der alle har bevægelse og fælles mål som omdrejningspunkt.

Læs mere om Skoletjenestens undervisningsforløb