Et partnerskab bestående af Realdania, Kulturarvsstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen står bag projektet, der skal vække Københavns Befæstning til live. Borgere og turister kan se frem til, at befæstningen genopstår, og et stykke danmarkshistorie forenes med enestående kultur- og naturoplevelser.
Åbn befæstningens porte med dine elever
”Det er ligesom at gå ind i historien” siger Frederik til sin klassekammerat efter en dag på befæstningen. ”Det er en slags gymnastik, både for hjernen og for kroppen” supplerer Dennis.
Oplevelse før oplysning
På Københavns Befæstning får eleverne konkretiseret fortiden: Når de går på opdagelse i de mørke gange med lommelygter, når de forestiller sig livet som soldat i officersmessen, eller når de ser graffitien på fortets mure og diskuterer kulturarvsbevaring.
Omdrejningspunktet for undervisningen er, at eleverne får lov til at ”røre ved historien”. De leder efter historiske spor, læser originale breve eller løber granatstafet - og får en fysisk fornemmelse af de historiske fakta.
I Skoletjenesten Københavns Befæstning tager vi afsæt i eleverne tanker og reflektioner om fortiden og nutiden. Vores læringsteoretiske udgangspunkt er socialkonstruktivistisk. Vi har erfaring med, at de bedste rammer for læring skabes, når eleverne får mulighed for at bruge rum og krop aktivt, samt når de går i dialog med de historiske genstande og med hinanden.
Når eleverne bringer deres egen viden i spil giver det en større fælles viden om f.eks. Første Verdenskrig, lokalhistorie eller grobund for diskussioner af forsvar og fælles fremtid. Med afsæt i krop og sanser får eleverne redskaber til at tage stilling til fortid og nutid. Vores vision er dermed at give dem en fornemmelse af at være en del af historien.
Københavns Befæstning skaber mulighed for at forankre din undervisning udendørs og i lokalområdet. Skoletjenesten tilbyder undervisningsforløb i en bred vifte af fag, der alle har bevægelse og fælles mål som omdrejningspunkt. Se mere i menuen til venstre.
Københavns Befæstning ligger tæt på din skole og på offentlig transport. Det giver mulighed for at bruge befæstningen i den daglige undervisning på mange måder uden større planlægning.
Flere af undervisningstilbudene har tilknyttede fælles mål, lærevejledninger og opgaver, I kan arbejde med hjemme i klassen. Se mere under de forskellige tilbud.