I september 1915 påbegyndte hæren opførelsen af Sydamagerstillingen, der skulle forstærke Sydfrontens forsvar. Sydamagerstillingen skulle erstatte Tømmerupstillingen som frontens hovedkampslinje, og Tømmerupstillingen skulle derefter fungere som sikkerhedslinje. Christianshavns Vold skulle helt udgå af befæstningen forsvar.
Formålet med Sydamagerstillingen var at imødegå en fjendtlig landgang, samt hindre fjenden i bringe skyts i batterier på Amagers sydlige del. Beslutningen om at påbegynde opførelsen af stillingen viste sig at være velvalgt. I vinteren 1915-1916 udlagde tyskerne miner i Køge Bugt og ved den sydlige udgang af Sundet i sådan et omfang, at den danske flådes bevægelse blev alvorligt hæmmet. Hærledelsen anslog, at mineudlægningen gav tyskerne den fordel, at de næsten uden varsel kunne landesætte styrker på Amagers sydkyst og i nærheden af Tunestillingen. Til held for den danske hær, var Sydamagerstillingen under opførelse. I sommeren 1916 blev det derudover besluttet, at antallet af soldater på Sydfronten skulle fordobles, således at besætningen gik fra en til to bataljoner.
Kort over Sydamagerstillingen. (Kilde: Guide til Københavns Befæstning)
Ligesom Tømmerupstillingen, bestod Sydamagerstillingen af både en nærkampslinje samt en fjernkampslinje. Nærkampslinjen bestod af følgende batterier: Østre Krudttaarnbatteri, Vagthusbatteri Vestre Krudttaarnbatteri, Engbatteri, Længstehøjbatteri, Aflandshagebatteri, Søndre Skovbatteri, Nordre Skovbatteri, Nøragersmindebatteri. Fjernkampslinjen bestod af St. Maglebybatteri samt Ullerupbatteri. Stillingen var hovedsagligt armeret med mobilt artilleri. Enkelte batterier var dog armeret med tungere skibs- og kystskyts, der var fastmonteret på betonbriske. Ligesom Tømmerupstillingen blev Sydamagerstillingen sløjfet i 1919.
Denne historie er leveret af Anders Thorkilsen, Vidensbanken, Statens Forsvarshistoriske Museum.
